Toxoplasmose
- Ingen ventetid
- Vi tager os god tid til dig og din pårørende
- Fokus på tryghed og kvalitet
- Specialiserede øjenlæger med mange års erfaring
Hvad er toxoplasmose?
Toxoplasmose, også kendt som haresyge, skyldes infektion med parasitten Toxoplasma gondii. Det er en almindelig infektion og man mener at ca. halvdelen af den voksne befolkning har været inficeret med Toxoplasmose og derfor har dannet antistoffer mod den.
Hvordan bliver man smittet?
Parasitten findes naturligt i naturen og kan overføres til mennesker på flere måder alt efter, hvilket stadie parasitten befinder sig i.
Den primære årsag til, at mennesker bliver smittet skyldes indtagelse af inficeret kød. Toxoplasma gondii findes hyppigere i kød fra lam, svin, okse og fjerkræ. Risikoen for at blive smittet stiger, hvis man indtager kød, der ikke er tilberedt tilstrækkeligt.
Katte kan være en anden medvirkende årsag til, at man bliver smittet med Toxoplasmose. Parasitten bruger nemlig kattedyr som hovedvært og udskilles i en periode med kattens afføring. Typisk vil det være ved kontakt med jord og vand, hvor katten har besørget, der er årsag til smitten. Det kan også ske i forbindelse med, at man tømmer en kattebakke.
Hvad sker der, hvis man bliver smittet med toxoplasmose
Raske mennesker med et velfungerende immunforsvar oplever sjældent symptomer på infektion. Gravide kvinder, som smittes første gang under en graviditet, kan risikere at overføre parasitten til fosteret. Bliver fosteret inficeret med Toxoplasmose kan det give skader på øjne og hjerne. Det er ikke sikkert, at barnet har symptomer ved fødslen.
Har man medfødt Toxoplasmose har man større risiko for at udvikle chorioretinitis også kaldet nethindebetændelse. Nethindebetændelse kan forårsage nedsat syn. Undersøgelse af en øjenlæge vil kunne be- eller afkræfte tilstanden.
Hvad er behandlingen?
Hvis Toxoplasmose er aktiv, skal det behandles med antibiotika og muligvis med steroidpræparater. Toxoplasmose kan gå i dvale i årevis, og i dette tilfælde vil man ikke behandle det.
Kan man forebygge toxoplasmose
Forebyggelse af Toxoplasmose sker bedst ved god hånd- og køkkenhygiejne. Grøntsager vaskes grundigt og kød gennemsteges.