Typer og årsager
Farveblindhed, eller mere korrekt farvesynsdefekt, er en tilstand, hvor evnen til at skelne mellem bestemte farver eller nuancer er nedsat. Tilstanden er oftest arvelig og rammer mænd langt hyppigere end kvinder. Den mest udbredte form er rød-grøn farveblindhed. Selvom der sjældent findes en helbredende behandling for arvelig farveblindhed, lever de fleste et helt normalt liv med tilstanden, da hjernen og vaner kompenserer for de manglende farveindtryk. Erhvervet farveblindhed kan dog skyldes underliggende sygdomme i øjet eller nervesystemet, som bør undersøges af en øjenlæge.
Hvad er farveblindhed?
Det er en udbredt misforståelse, at farveblinde ser verden i sort/hvid. Dette kaldes akromatopsi og er yderst sjældent. For langt de fleste mennesker med en farvesynsdefekt handler det om, at specifikke farver fremstår udviskede, grålige eller svære at skelne fra hinanden.
Når vi ser farver, starter processen i øjets nethinde (retina). Her findes to typer af lysfølsomme celler:
- Stave (stavceller): Disse er meget lysfølsomme, registrerer lys af meget lav intensitet og er derfor vigtige for synet i mørke, herunder nattesynet. Desuden er de ansvarlige for perifert syn. De kan ikke opfatte farver og ser ting i sort/hvid.
- Tappe (tapceller): Disse er ansvarlige for vores farve- og skarpsyn. De fungerer bedst under lyse forhold findes tre typer af tapceller.
Normalt farvesyn kræver, at alle tre typer af tappe fungerer korrekt. Hver type reagerer på forskellige bølgelængder af lys:
- Rød (lange bølger)
- Grøn (mellem bølger)
- Blå (korte bølger)
Farveblindhed opstår, når en eller flere af disse celletyper enten mangler helt, eller – hvilket er mere almindeligt – absorberer ikke lys i bestemte bølgelængder, så en eller flere af de tre farver ikke opfattes af hjernen.
De forskellige typer af farveblindhed
Ifølge American Academy of Ophthalmology (AAO) inddeles farvesynsdefekter i tre hovedkategorier. Det er vigtigt at skelne mellem anomali (hvor funktionen er nedsat) og anopi (hvor funktionen helt mangler).
Rød-grøn farveblindhed
Dette er den absolut hyppigste form. Det skyldes en defekt i de røde eller grønne tappe. Det betyder ikke nødvendigvis, at man bytter om på rød og grøn, men at farverne mister deres distinkte glød og kan forveksles med hinanden samt med visse nuancer af brun og grå.
- Deuteranomali: Den mest almindelige form. Her er de grønne tappe til stede, men de fungerer ikke optimalt. Grønne og gulefarver kan se meget ens ud.
- Deuteranopi: De grønne tappe mangler helt.
- Protanomali: De røde tappe fungerer ikke optimalt. Røde farver ser mindre klare.
- Protanopi: De røde tappe mangler helt.
Blå-gul farveblindhed
Denne form er sjældnere og påvirker evnen til at skelne mellem blå og gul. Denne type rammer mænd og kvinder lige hyppigt.
- Tritanomali: De blå tappe har nedsat funktion. Blå kan ligne grøn, og det kan være svært at se forskel på gul og rød.
- Tritanopi: De blå tappe mangler. Blå farver ser grønlige ud, mens gul ser violet eller lysegrå ud.
Total farveblindhed (Akromatopsi)
En meget sjælden tilstand, hvor man slet ikke ser farver, men kun gråtoner. Mennesker med akromatopsi har ofte også meget dårligt syn og er ekstremt lysfølsomme, da de kun bruger deres stavceller til at se med.
Oversigt over farvesynsdefekter
| Type | Påvirkede farver | Karakteristik | Hyppighed |
| Deuteranomali | Rød/Grøn | Nedsat grønt syn. Farverne “mudrer” sammen | Meget almindelig (ca.5-6% af mænd) |
| Protanomali | Rød/Grøn | Nedsat følsomhed for rødt lys, og deraf besvær med at skelne røde og grønne farver | Almindelig (ca. 1% af mænd) |
| Protanopi | Rød/Grøn | Nedsat følsomhed for blåt lys og deraf besvær med skelne blå fra grønne farver | Mindre almindelig |
| Tritanopi | Blå/Gul | Total farveblindhed. Kan ikke skelne farver | Sjælden |
| Akromatopsi | Alle | Ser kun gråtoner | Meget sjælden |
Hvorfor bliver man farveblind?
Årsagerne til farveblindhed kan opdeles i to kategorier: arvelige og erhvervede.
Genetik og arv
Langt de fleste tilfælde er medfødte. Generne for de røde og grønne pigmenter i øjet sidder på X-kromosomet, mens genet for de blå tapceller sidder på kromosom 7.
- Mænd (XY): Har kun ét X-kromosom (fra moderen). Hvis dette kromosom bærer anlægget for farveblindhed, bliver manden farveblind. Derfor er ca. 8% af alle mænd i den vestlige verden farveblinde.
- Kvinder (XX): Har to X-kromosomer. Hvis det ene bærer fejlen, vil det raske kromosom oftest kompensere. En kvinde skal altså arveanlægget fra både sin mor og far for at blive rød-grøn farveblind. Kvinder kan dog være bærere af genet og give det videre til deres sønner.
Erhvervet farveblindhed
Hvis du pludselig oplever ændringer i dit farvesyn, skal du være opmærksom. Dette kan være et symptom på sygdom og bør altid undersøges af en øjenlæge, for eksempel hos Øjenhospitalet Danmark eller en praktiserende speciallæge. Årsager kan være:
- Sygdomme: Synsnervesygdomme (optikus neuritis, optikus neuropati), grå stær, grøn stær (glaukom, sen stadie), diabetes og makuladegeneration (AMD)
- Medicin: Visse former for medicin, herunder sildenafil (viagra), visse former for hjertemedicin (digoxin), og medicin mod psykiske lidelser kan give farveforstyrrelser.
- Aldring: Med alderen bliver øjets linser uklare, hvilket kan gøre det sværere at se forskel på blå og lilla nuancer. Dette kan ofte afhjælpes med en grå stær operation.
Hvordan stilles diagnosen?
En øjenlæge kan hurtigt afgøre, om du har en farvesynsdefekt. De mest anvendte tests er:
- Ishihara-testen: Dette er den mest kendte test til rød-grøn farveblindhed. Den består af en række tavler med prikker i forskellige farver og lysstyrker. Prikkerne danner tal eller former, som en person med normalt farvesyn let kan se, men som er usynlige eller ser anderledes ud for en farveblind.
- Farvearrangerings-test (Farnsworth D-15): Her skal patienten sortere en række farvede brikker i en glidende overgang (f.eks. fra blå til lilla). Fejl i rækkefølgen afslører typen og graden af farveblindheden.
- Anomaloskop: En mere avanceret test, hvor patienten skal matche to lyskilder ved at justere farve og lysstyrke. Dette bruges ofte til at bestemme den præcise grad af rød- eller grøndefekt.
Det er vigtigt at få testet børn, hvis man har mistanke om farvesynsproblemer, da udiagnosticeret farveblindhed kan give udfordringer i skolen (f.eks. ved brug af farvekoder i undervisningsmateriale).
Kan det behandles?
Der findes i øjeblikket ingen medicinsk kur mod den arvelige form for farveblindhed. Det er en permanent tilstand i nethindens celler.
Hvis farveblindheden er erhvervet (f.eks. på grund af grå stær eller medicin), kan synet ofte forbedres ved at behandle den underliggende årsag. Ved grå stær kan en operation, hvor man udskifter den gule, uklare linse med en klar kunstig linse, ofte give en markant forbedring af farveopfattelsen.
Hjælpemidler:
- Farvekorrigerende briller: Der findes briller (f.eks. EnChroma), som filtrerer visse bølgelængder af lys. Dette øger kontrasten mellem rød og grøn for nogle farveblinde. Det er dog ikke en “kur”, og effekten varierer meget fra person til person. De virker typisk ikke for dem, der helt mangler en type tappe (anopi).
- Apps: Der findes smartphone-apps, der kan hjælpe farveblinde med at identificere farver i hverdagen ved at pege kameraet på en genstand.
Livet med farveblindhed
For de fleste har farveblindhed kun en lille indvirkning på hverdagen. Mange opdager det først sent i livet. Der er dog visse praktiske udfordringer:
- Madlavning: Det kan være svært at se, om kødet er gennemstegt (rødt vs. brunt) eller om bananen er moden (grøn vs. gul).
- Trafik: Trafiklys kan være en udfordring, men de fleste farveblinde lærer hurtigt positionen (rød øverst, grøn nederst) eller registrerer forskellen i lysstyrken.
- Jobvalg: Visse erhverv stiller krav om normalt farvesyn. Dette gælder typisk piloter, visse politifunktioner, elektrikere (farvekodede ledninger) og job inden for tekstil- og grafisk design.
Hvis du er i tvivl om dit eller dit barns farvesyn, er det en god idé at bestille en tid hos en øjenlæge. En korrekt diagnose kan give ro i sindet og hjælpe med at navigere uden om de små forhindringer, tilstanden kan medføre i hverdagen.