En monofokal linse er en kunstig linse med ét fokusområde. Den giver skarpt syn på én afstand, oftest lang afstand, og er den mest anvendte linsetype ved grå stær-operation. Den findes i en klassisk udgave og i en forbedret udgave, der strækker fokus en anelse ind mod mellemafstanden. Afgørende for resultatet er ikke kun linsen, men om øjets samlede brydningsfejl bliver korrigeret.
Kort fortalt
- En monofokal linse har ét fokusområde og giver skarpt syn på én afstand.
- Det er standardvalget ved grå stær-operation, også i offentligt regi.
- Lysgener og kontrast er på niveau med det bedste, en kunstig linse kan give.
- Læsebriller må forventes, og for mange også skærmbriller til computerarbejde.
- Den forbedrede udgave giver lidt bedre mellemsyn, men gevinsten er beskeden.
- Resultatet afhænger i høj grad af, om bygningsfejl og en eventuel reststyrke bliver korrigeret.
- Linsen findes også i en torisk udgave, der retter bygningsfejl.
Hvad er en monofokal linse?
Ved en grå stær-operation eller en linseudskiftning fjernes øjets egen linse, og en kunstig linse placeres i den bagre linsekapsel, hvor den bliver siddende permanent. Linsetypen afgør, hvilke afstande du kan se skarpt på bagefter.
Monofokal betyder ét brændpunkt. Linsen samler alt lyset i ét fokusområde, og det lægges næsten altid på lang afstand, så du kan køre bil, se fjernsyn og genkende ansigter uden briller. Til gengæld skal der bruges briller til læsning, og for mange også til computerskærm og instrumentbræt.
Fordelen ved den enkle optik er, at intet lys går til andre afstande. Kontrasten og nattesynet er derfor på niveau med det bedste, der kan opnås med en kunstig linse. Det er grunden til, at linsetypen fortsat er det mest anvendte valg i verden.
Hvad er forskellen på den klassiske og den forbedrede udgave?
Den klassiske monofokale linse har én styrke over hele optikken. Den forbedrede monofokale linse har en optik, hvor styrken ændrer sig let hen over linsen, så fokusområdet strækkes en smule ind mod mellemafstanden — uden at lyset deles op.
Gevinsten er reel og målt i randomiserede forsøg, men den er begrænset: typisk omkring en halv til en hel linje på synstavlen på mellemafstand. Læsebriller er fortsat nødvendige, og for mange vil der også fortsat være behov for skærmbriller til arbejde ved computer. Afstandssynet og lysgeneprofilen er uændrede.
Hvorfor er brydningsfejlen lige så vigtig som linsen?
Dette er det punkt, der oftest overses, og det har større betydning for det syn, du ender med, end valget mellem de to monofokale udgaver.
En kunstig linses styrke beregnes ud fra målinger foretaget før operationen, og beregningen rammer ikke altid præcist. Dertil kommer bygningsfejl, som en almindelig monofokal linse ikke korrigerer. I en britisk opgørelse af 110.468 øjne havde 78 procent en bygningsfejl på en halv dioptri eller mere allerede før operationen, og 42 procent havde 1 dioptri eller mere. Blandt de knap 40.000 øjne, der blev opereret med en almindelig monofokal linse og efterfølgende målt, havde 90 procent en bygningsfejl på en halv dioptri eller mere bagefter, og 58 procent havde 1 dioptri eller mere.
Det er baggrunden for, at en monofokal linse kan give et godt syn og alligevel efterlade et behov for afstandsbriller. Linsen har gjort sit arbejde; brydningsfejlen er bare ikke behandlet.
Der findes to måder at gøre noget ved det på. Bygningsfejl kan korrigeres direkte i linsen med en torisk udgave, som beskrevet i vores artikel om toriske linser. Og en reststyrke efter operationen kan efterjusteres med en overfladelaserbehandling, når synet har stabiliseret sig.
De nationale anbefalinger i Danmark nævner en grænse omkring 2 dioptrier for, hvornår en torisk linse bør overvejes i offentligt regi, men praksis varierer mellem afdelinger og regioner. Vi går nærmere ind i forskellene mellem et offentligt og et privat forløb i vores artikel om grå stær-operation i det offentlige eller privat.
Kan man blive uafhængig af briller med en monofokal linse?
Ikke på alle afstande med samme linse i begge øjne — linsen har ét fokusområde, og det er en optisk grænse, ikke et spørgsmål om kvalitet.
Nogle vælger monovision, hvor det ene øje indstilles til afstand og det andet til nær. Det fungerer godt for en del, men ikke for alle, og det koster noget dybdesyn. Du kan læse mere i vores artikel om monovision.
Ønsker du et sammenhængende syn over flere afstande, går vejen gennem andre linsetyper. Det gennemgår vi i vores artikler om EDOF-linser og premium-linser — og på vores side om valg af linse, hvor mulighederne er stillet op ved siden af hinanden.
Hvem er en monofokal linse et godt valg til?
- Den, der ønsker det roligste mulige nattesyn og den højeste kontrast, og som ikke har noget imod læsebriller.
- Den, der har andre forhold i øjet — for eksempel forandringer i den gule plet (AMD) eller grøn stær — hvor øjenlægen er tilbageholdende med linser, der fordeler lyset.
- Den, der ønsker den enkleste og mest gennemprøvede løsning.
- Har du samtidig en bygningsfejl, bør den toriske udgave indgå i overvejelsen, uanset hvilken af de to monofokale udgaver der vælges.
Vurdering hos øjenlæge
Hos Øjenhospitalet Danmark foretages forundersøgelsen af både en specialiseret optometrist og en øjenlæge. Vi måler øjets længde og hornhindens form, scanner nethinden og fastlægger øjendominansen, og på det grundlag gennemgår vi, hvilken linsetype der passer til dine øjne og din hverdag — og om der er en bygningsfejl eller en forventet reststyrke, der bør indgå i planen. Overvejer du en linseoperation, kan du booke en forundersøgelse hos en øjenlæge.
Kilder
- Day AC, Dhariwal M, Keith MS, Ender F, Perez Vives C, Miglio C, Zou L, Anderson DF. Distribution of preoperative and postoperative astigmatism in a large population of patients undergoing cataract surgery in the UK. British Journal of Ophthalmology 2019;103(7):993-1000. (Retrospektiv kohorte, 110.468 øjne fra otte britiske NHS-klinikker.)
- Sundhedsstyrelsen. National klinisk retningslinje for behandling af aldersbetinget grå stær, 2013.
- Sundhedsstyrelsen. Faglig visitationsretningslinje for behandling af aldersbetinget grå stær, 2014.
Artiklen er skrevet af øjenlæge Johan Lønsmann Poulsen